Hesten

1.

Den gamle hest står i sin boks. Engang var det en smuk hest. Når den galopperede i høj fart, rev vinden fat i manken og løftede nærmest hesten opad, så det så ud som om den fløj. Musklerne spillede under det skinnende lysebrune hårlag. Det var en stolt og værdig hest.

Ejeren sidder ved skrivebordet. En bil bremser i gruset. Dyrlægen er kommet. Ejeren går med tunge skridt mod stalden. Dyrlægen er ved at gøre klar. De smiler neutralt til hinanden.

Ejeren husker snakken i telefonen:”Det er for det bedste” sagde de begge overbevisende. Nu føler ejeren sig slet ikke overbevist mere.

Hesten vender sit gamle hoved og kigger uinteresseret på dem. Ejeren forsøger at distancere sig.  “Hvor mange gange har jeg ikke siddet på den stærke ryg?” Det vælter med spørgsmål til ejeren.

“Hører du hvad jeg siger?” Det er dyrlægen der taler. “Undskyld” siger ejeren, der bliver bedt om at trække hesten ud på gårdspladsen.

Dyrlægen hjalp til da denne hest kom til verden. Det er tredive år siden. Dyrlægen siger:”Det er en meget flot alder.” Ejeren nikker. Dyrlægen har taget sin professionelle kappe på. Har gjort dette så mange gange før. Det er et job.

Ejeren tænker at det alligevel er for tidligt. Husker pludselig ikke alle de tegn der gennem den sidste tid, har ført til scenen på gårdspladsen i dag. Ejeren har mest lyst til at svinge sig op på ryggen af den gamle hest og galoppere bort. Redde sin ven fra det dumme svin der står og kalder sig dyrlæge.

2.

“Nej, jeg kan altså ikke se på det!”nærmest råber ejeren. Dyrlægen står med boltpistolen i den ene hånd og har grebet fat i hestens grime med den anden. Dyrlægen siger: “Okay, skal jeg vente lidt?”

Ejeren forsøger at samle sig sammen, at tage sig sammen, at undgå at falde sammen. “Nej, jeg bliver, bare fortsæt” siger ejeren.

Hesten ser ligeglad ud. Dyrlægen studerer ejeren lidt. Prøver at vurdere om det her går eller ej. “Er du helt sikker?” spørger dyrlægen. “Ja” siger ejeren.

Ejeren ved at han vil blive ulykkelig i lang tid. Han ved også, at han vil fortryde det for altid hvis ikke han bliver ved sin elskede hests side. Derfor samler han sig sammen.

“Værsgo” siger ejeren og tænker at det lyder som om han står ved middagsbordet foran de fremmødte gæster.

Dyrlægen placerer boltpistolen på det rette sted på hestens hoved. Der lyder et højt smæld og den gamle hest styrter til jorden. Nu er det forbi. Ejeren er ligesom i trance. Kan vist ikke røre sig.

Dyrlægen har altid syntes godt om ejeren, så han giver ham et venskabligt dunk i ryggen og siger:”Få dig en ny, hurtigst muligt! Det er det eneste der hjælper”

Dyrlægen spørger:” Skal destruktionen komme eller har du et sted til den her på gården?”

Ejeren glor dumt på dyrlægen og siger:” Hun skal selvfølgelig begraves her på gården”

På en eller anden måde får ejeren afregnet med dyrlægen. De følges hen til bilen. Dyrlægens mobil ringer. Det er om en kalvefødsel på en nærliggende gård. Ejeren tænker, at det er fra døden til livet på femten minutter. Ejeren kigger efter dyrlægen da han kører. Han har ikke lyst til at vende sig om, ved godt hvem der ligger på gårdspladsen og venter.

Hans far kommer snart og med traktoren må de så.... 

Han magter det ikke lige nu. Virkeligheden er blevet som en tåge. Den døde hest fylder hans tanker og rummet omkring ham. Han vil græde og går ind i huset og tvinger sig selv i gang med det. En halv time senere har han det ikke meget bedre, men er til gengæld en masse tårer fattigere. Ny bil på gårdspladsen. Det må være far.

Hesten 3

Far og søn står og stirrer på den døde hest. Hvor er hun dog stor som hun ligger der. Det er helt rart med en logistisk opgave midt i sorgen. Far har kørt traktoren i stilling og nænsomt får de hende bugseret op på pladen der er monteret bagved. Omme bagved huset er der gjort klar. Et kæmpe hul har de gravet med en gravko de lånte hos naboen.

Minder fra et pragtfuldt liv med hende dukker hele tiden op hos ejeren. Han tænker tilbage på da han besluttede at købe en hest. En helt almindelig ridehest skulle det være.

Han kigger på annoncer fra opdrættere og ender alligevel på et marked, som ellers slet ikke er stedet for et seriøst hestekøb. Han støver lidt rundt og kigger på udbuddet af gangere.

Pludselig står der en lille lysebrun åring med opvakte øjne og glor provokerende på ham. “Prøv bare at komme nærmere hvis du tør” synes hun at sige. Han tør godt og taler med manden der har hende til salg. Han har lidt hyggeopdræt hjemme på gården og hun er det sidste resultat. Det viser sig, at de ikke bor særlig langt fra hinanden. De har sågar samme dyrlæge! Ejeren synes der er noget i de øjne han ikke helt kan komme udenom. Han har tænkt sig at købe en åring og så selv lære hesten op.

De laver håndslag på en fin pris og kort efter kører ejeren hjem med den unge hest. 

Kors hvor er hun strid! Det er en bestemt lille dame, han har fået. Hun sparker ham konstant bagi og resultatet er, at han er gul og blå. Han griner og er lykkelig for sit valg. Hun har personlighed og stil, hans dejlige hest!

Tiden går og hun æder som en mejetærsker og bliver større og større. Han er begyndt med forsigtig longering for at smidiggøre de svulmende muskler. Hun er så smuk og han bliver aldrig træt af at se på hende når hun galopperer rundt i fuld fart.

Han glæder sig sådan til den dag hvor han for første gang kan lægge en sadel på hendes ryg og sætte sig derop. Det må dog vente noget tid endnu.

Tilbage i virkeligheden har de nu fået hende ned i graven. Ejeren har foret bunden med visne blade, for det elskede hun at trave igennem. Han tænker, at hun kunne lide lyden, det kunne han også. De står og kigger ned på hende og det er en rigtig mindestund de har. Ejerens far har også redet hende adskellige gange, så han er svært berørt. Dér i ly af det store gamle egetræ lader de følelserne få frit løb. De græder begge og sender fingerkys ned til hende. Takker hende for alt hvad hun gav og siger til hende, at de aldrig vil glemme hende. Så fylder de jord på graven og sætter den fine mindeplade op, som de i fællesskab har lavet.

Ejeren siger:”Så er det vist tid til en stor øl, far” Far nikker og de går med bøjede hoveder hen mod huset.

Hesten 4

Ejeren har meldt sig syg, noget med maven. Det er det han har sagt til kollegaen. Men han har ingen problemer med maven. Han er ked af det, ønsker kun at sidde ved bordet og kigge over mod egetræet og den fine mindeplade under det. Han savner hende så det gør ondt langt ind i sjælen. Han mindes.

Han er lige kommet hjem fra jobbet, smider tasken indenfor i entréen og skifter hurtigt til ridetøj. Går mod stalden. Da han kommer derind kan han høre hende pusle i halmen. Den forventningsfulde lave vrinsken. Så kommer hendes hoved til syne. Ørerne er fremme og hendes blik imødekommende. Han går hen til hende og aer hende på halsen. Han siger: “Nu skal vi en tur ud og nyde landskabet, min ven.”

Han lægger saddel og hovedlag på og trækker hende ud på gårdspladsen. 

Den selvsamme gårdsplads, hvor de...”stop så for fanden” formaner han sig selv. Han mindes videre.

Hurtigt svinger han sig i sadlen. Hun begynder allerede at trippe afsted, mens han hænger i luften. Sådan er hun, altid ivrig for at komme ud i naturen. De skridter langs marken på vej mod skovstien. Endelig er de der. De sætter i trav og han nyder hendes begejstring og sin egen. Nu er de ved galopstien og hun springer an som en gazelle. Hun drøner af sted, hurtigere og hurtigere. Han lader hende bestemme farten. Han har lagt sit hoved ind mod hendes hals og følger bare med. Intet i hele verden kan måle sig med dette.

Efter en lang galop, tager han biddet fra hende igen. “Det var ellers lige så sjovt, din lyseslukker” kan han mærke hun mener. Han siger:”Du, vi skal altså også have kræfter til en tur en anden dag.”

Vel hjemme igen er det blevet skumringstid. Han elsker denne tid. Den skummende varme hest, lyden af fuglene der kvidrer deres aftensang, duften af dækkenet, idet han svinger det over hendes ryg. Så sætter han hende i boksen og skramler rundt med spande og foder, mens hun glor på ham. Han griner hver gang, for hun siger med hele sin kropsholdning:”Kan en hest mon få noget at æde i det her etablissement?”

Han græder. Han går mod den mørke stald. Det er skumringstid. Nu hader han denne tid. Selv fuglene er stille.

Måske var det rigtigt hvad dyrlægen sagde, få en ny? Han ved det ikke. Synes det er for galt, føler det ville være at svigte hende. Kan han overhovedet lade en anden hest galoppere på hendes sti? Stå i hendes boks?

Lige nu kan han i hvert fald ikke.

Hesten 5

Det er fjorten dage siden nu. At han meldte sig syg med maven. Kollegaen lyder lidt anstrengt, da han ringer igen. Han prøver med et, maveinfluenza af særlig vedholdende karakter, men hun lyder bestemt ikke overbevist. “God bedring” lyder det spidst.

Han har det dejligt. Hver dag efter frokost, går han bag om huset til  graven. Her står han så og taler med hende og fortæller om stort og småt. Så går han ind igen, hviler et par timer, ser lidt tv, støver af. 

Faren kigger ofte indenom og er så med omme ved graven. De får sig en frokost og en øl eller to og det er rigtig hyggeligt. Han gider kun at være sammen med faren, for han er den eneste der forstår. Det ved han bare instinktivt.

På jobbet vil de med garanti grine ad ham. Han kan lige høre Jørgensen:”Heste er kun gode til én ting og det er bøffer ha ha.”

“Den forbandede kraftidiot” tænker han, og gyser ved tanken om at skulle derind.

Han tænker fra tid til anden på det dyrlægen rådede til. En ny hest, en ny begyndelse. Men han synes slet ikke tanken tiltaler ham. Det gør så ondt.

Det gør nu også ondt, at passere den tomme, mørke stald. Han har kun været derinde et par gange siden han vendte hende rundt og trak hende ud til bødlen.

Han ved godt hun var svag til sidst. Ventede han mon for længe? Han spørger hende ofte deromme ved graven, men han får ikke noget endegyldigt svar.

Han overvejer at tale med nogen, måske en psykolog. Bare sådan for at tale med én der ikke kender ham og frem for alt ikke fordømmer. Han kigger på nettet under psykologer. Der er ingen der lige umiddelbart har specialiseret sig i sørgende ejere af døde heste. Skal det være en mand eller en kvinde? Han ved det virkelig ikke. Han magter ikke at tage stilling lige nu. Slukker pc’en.

Hesten 6

Han har fundet en psykolog der skriver noget om, at det er helt legalt at blive endog meget ked af det når et elsket dyr dør. Han ringer. Det er en kvinde der tager telefonen. “Kors, hvor er det bare pinligt”tænker han.

De taler længe sammen og inden han ved af det har de en aftale om et møde to dage senere. Da han lægger røret føler han en vis lettelse, som om nogen har overtaget noget af den lammende smerte, han føler indeni.

Lettere opmuntret sætter han opvaskemaskinen igang og går ud på gårdspladsen. Han trasker om til hendes grav. Han spørger hende om hun synes det er en god idé han har fået. Denne gang svarer hun klart og tydeligt: “Ja, det er det!”

Han sender et fingerkys ned mod graven og lægger en lille netpose med hø til hende.

To dage senere sidder han hos den kvindelige psykolog. Han er fast besluttet på, at han ikke foreløbig vil ind på jobbet. Han orker det ikke og ikke om en psykolog kan få ham på andre tanker. Det er nu heller ikke fordi hun prøver. Hun stiller i stedet ufatteligt mange spørgsmål. Hun spørger hvordan han lever i hverdagen og hvad han holder af at lave og lytte til af musik. Da han først er kommet i gang med at fortælle, er det som om han slet ikke kan holde op igen. Han fortæller så hun må hente et glas vand! Pludselig ringer uret, den første time er gået.

De aftaler at mødes igen ugen efter og så står han igen uden for hendes hus. Han går ned ad den stille vej og føler sig meget anderledes indeni. Hvad mon det er der sker? Det er som om noget er forløst. Som om vejen frem virker meget mere overkommelig.

Han passerer en stor mark. Der er tilsyneladende ingen dyr på den. Fuglene kvidrer, men pludselig er der også en anden lyd. Den kender han. Det gungrer i jorden og så lyder der et skarpt fløjt. Han standser og venter og så er den der. Stadig langt ude på marken kommer en vidunderlig mørkebrun hest galopperende. Det er den der fløjter. Den vrinsker så højt, så det lyder som et skingert fløjt. Den fortsætter i høj fart ned mod ham. Han kan ikke røre sig af pletten. Da hesten næsten har nået ham og der kun er hegnet mellem dem, standser den og kigger ham an. De står og kigger på hinanden. Hans hjerte banker hårdt. Det er første gang han er så tæt på en hest efter hendes død. Han siger: “Hej du!” Hesten kommer helt hen til hegnet og han aer den bløde mule. Det er som om luften står stille imellem dem.

Han ved ikke om han trækker vejret. Pludselig løfter den smukke hest hovedet højt i vejret og spidser øren. Den vender hovedet og kigger mod den anden ende af marken. Han kan end ikke se hvor marken slutter. Hesten hviner og vender rundt i luften, samtidigt med at den sætter kraftfuldt af. Jorden pløjes op og sprøjter op på hans bukser. Lykkeligt kigger han efter hesten og dér langt ude i horisonten ser han de to andre, da de hilser hans nye mørkebrune ven velkommen.

Hesten 7

Det er blevet et fast ritual. Ned og snakke med psykologen og så op til marken hvor hesten er. De er blevet rigtig fine venner de to. Det er som om hesten venter på ham. Hvis han skal være helt ærlig, så tager han op til marken hver dag, også de dage hvor han ikke skal til psykolog. Han kan bare ikke lade være.

En dag står der en mand og arbejder ved hegnet. “Hvorfor fanden står han nu også der?” tænker han. Ret irriteret fortsætter han ligeud ad vejen. Gulerødderne vejer godt til i posen. Han går langsomt hen ad vejen. Skæver til manden ved hegnet. Han ser meget venlig ud.

“Goddag” siger manden ved hegnet og løfter på kasketten. Han svarer høfligt tilbage og smiler.

Pludselig sætter hesten i trav og kommer hen til ham. Hele hovedet stikker den over hegnet og dens mule forsvinder ned i posen. Hovedet kommer op igen med en stor gulerod i munden.

“Halløj, I kender da vist hinanden!” siger manden.

Lidt forlegen går han til bekendelse.

Manden siger: “Kender du den ovre fra Heinrichsen?”

Han tænker over hvem Heinrichsen mon er. “Nej” svarer han.

Manden forklarer ham, at Heinrichsen var væddeløbstræner og at han desværre er død et par måneder tidligere. Han havde lidt heste, men den her var der ingen der ville købe.

Den er for gammel. De andre heste blev afsat til andre stalde, men denne her skulle slås ned.

Manden siger:”Det kunne jeg sgu ikke få over mit hjerte og jeg har jo pladsen, så indtil videre går den her, sammen med mine egne.”

Han er frosset fast til jorden. Han stirrer på manden og på den smukke brune hest.

“Er det her det man kalder et tegn?” tænker han.

“Er der noget galt?” spørger manden, lidt bekymret.

“Nej, alt er faktisk i den fineste orden” siger han, “Jeg tænkte blot på, om du ville sælge den til mig?”

Manden lyser op i et kæmpe smil. “Ja, det tror jeg sgu godt vi kan finde ud af!”

En gammel væddeløbshest! “Ja, hvorfor ikke” tænker han. De har aftalt at han kan komme og hente hesten om fjorten dage. Han har brug for lidt tid til at gøre boksen klar. Han drømmer om igen, at skulle svinge sig i sadlen og tage en hurtig galop i skoven. En gammel væddeløber, det er jo helt perfekt.

Pludselig går det op for ham, at det ikke gør ondt. Sjælen er neutral. Selv tanken om kollegerne skræmmer ham ikke. Hans tanker søger ud til graven.

“Hun ved det er det bedste for mig” tænker han og bliver varm om hjertet.

Han beslutter at tage på arbejde dagen efter han har hentet sin nye ganger hjem.

Hesten 8

Klokken er fire om morgenen, da han vågner. Han gik sent i seng og alligevel ligger han nu her lysvågen og har lyst til at starte bilen og køre med det samme. Han tvinger sig til at blive liggende.

Klokken elleve kører far ind på gårdspladsen. Han styrter ud ad døren og er ved at falde over sine egne ben ned at trappen. Faren ser det og begynder at skrupgrine.

“Du er jo helt fra den knægt”, siger han.

“Ja, det ved gud jeg er!”, svarer han lykkeligt.

De sætter sig ind i vognen og ruller forsigtigt afsted. Ingen af dem siger noget, de sidder bare og lader forventningen rulle i årene.

Endelig er de fremme! De standser i gruset. Manden kommer ud fra huset og løfter hånden til en hilsen. Han smiler og de vinker tilbage.

“Jeg har taget den ind for dagen”, siger han og kigger over mod stalden.

De trasker sammen over gårdspladsen mod stalddøren. Manden går forrest og åbner døren.

Der er dunkelt inde i stalden. Pludselig hører de den umiskendelige lyd af en hest der står og pusler i halmen. Det er som om hjertet springer et slag over. Dér står hans nye hest!

Da den ser den lille trio spidser den ører og kommer hen til halvdøren og stikker hovedet ud. Faren og manden trækker sig lidt bagud og nu står han lige foran hesten. Den stikker hovedet ned og undrer sig åbenlyst over hvor posen med gulerødder er henne.

“Nej, for pokker da, jeg har glemt posen i bilen!” siger han febrilsk. Faren skynder sig uden et ord ud af stalden. Kort efter vender han tilbage med verdens største pose gulerødder.

Hesten glor anerkendende på posen og virrer utålmodigt med hovedet. Han tager en stor gulerod op i sin hånd og mulen er der med det samme. Knas, knas lyder det og så den hyggelige gumlen.

“Vil i med ind til en kop kaffe inden i kører?” spørger manden og de takker pænt ja.

Efter flere timers hyggelig snak og et med garanti nyt venskab, læsser de hesten og kører hjem.

Hesten 9

Hold da helt op hvor er det en skøn fornemmelse, at der står en hest i boksen igen. Den er faldet utroligt hurtigt til, sommetider tænker han, at det er som om hesten blot ventede på, at han kom forbi marken. Som om det hele var forudbestemt. Det var det på en måde også for han måtte sige farvel til hende på nogenlunde samme tid som den tidligere væddeløbstræner der ejede hesten her døde.

Pludselig griner han højt for sig selv. “Jamen, du skal da ud og ride din sædvanlige eftermiddagstur, du er kommet hjem fra arbejde, sig mig lige engang hvad venter du på?”

Han trækker i ride udstyret. Det er en helt igennem pragtfuld eftermiddag, solen skinner og fuglene kvidrer i næbbet på hinanden. Han slår døren op til stalden og der står hans smukke hest og venter.

Som han har gjort det et utal af gange før, trækker han hesten ud på staldgangen og binder den op. Han strigler den mørkebrune pels og ser hove og sko efter. Han lægger et blødt underlag over ryggen og derefter sadlen. Han lægger hovedlag på og sammen vender de rundt og går ud på gårdspladsen. Han sidder forsigtigt op og skridter lidt rundt, mens han efterspænder buggjorden. Nu er de klar! 

Op langs marken mod skoven, det er første gang han vil prøve hendes galopsti sammen med sin nye hest. Han er spændt i hele kroppen af forventning, aner ikke om hesten her vil opfatte stien som den perfekte galopsti, som hun gjorde det.

De nærmer sig i et roligt trav. Nu er de inde på stien, han afventer. Hesten traver frisk til nu. Pludselig, uden noget tegn fra ham, begynder den at galoppere. Han lægger sit hoved ind mod dens hals og giver den lov til at tage kontrol over biddet. De drøner afsted i et helt afsindigt tempo. Det er som om hesten har slået hovedet fra og bare gør det den er født til, at løbe stærkt. Et par kilometer senere må han arbejde lidt for at få kontrol over hesten igen, men sådan var hun jo også, husker han. Synes allerede at han mærker denne her også tænker:” Øv din lyseslukker, nu gik det lige så godt.”

Han styrer hesten bort fra stien og de traver roligt tilbage mod gården. Det sidste stykke skridter de. Han er euforisk af glæde over turen, hesten gjorde alt rigtigt. Mens han gør den i stand ude på gårdspladsen, kan han ikke lade være med at tænke på, at manden han købte den af sagde, at den skulle have været slået ned. “Hvad er der er galt med os mennesker” kan han ikke lade være med at sige højt for sig selv.

Han tænker taknemmeligt på hende deromme under egetræet. Hende han aldrig vil glemme.

Faderen 1

Den halvfems årige mand ligger i sengen. Det er tydeligt nok for personalet, at manden er døende. De ved at datteren og hendes mand er på vej. Personalet håber, at de når frem. Det er ingen selvfølge, idet manden befinder sig i Norge og datteren bor i Danmark. Tidligt på aftenen når de frem. De kommer ind på enestuen. Der sidder en vågevagt i hjørnet. Manden pruster vældig meget. Datteren ser det som det første. Det er som om, det er det eneste hun ser, mens virkeligheden langsomt trænger sig på. Datteren kan godt se hvad der er ved at ske, men kan alligevel ikke tage det ind.

Den unge læge kommer ind. Han ser lidt nervøs ud, men virker samtidigt rar. Han begynder at forklare. Han bruger ord som forstørret lever, blodforgiftning, hjertesvigt og mange andre. Men han siger ikke DET ord. Det som datteren venter på. Det som er det åbenlyst rigtige ord at bruge.

Lægen fortæller videre om behandlingens forløb. Lægen vil give manden et bredspektret antibiotika, for at slå infektionen i hans krop ned. “ Hvad skal det nytte?” tænker datteren.

Hun ved godt, at lægen ved det, og lægen ved også godt, at hun ved det. At faren skal dø.

Faderen 2

Datteren drømmer. Faren er lige død. Den unge læge siger:” Få dig en ny, hurtigst muligt! Det er det eneste der hjælper”

Tilbage i virkeligheden sidder de ved sengen. Faren har en masse overvågningsudstyr tilkoblet, så man i vagtstuen kan se hvordan han har det. Datteren og svigersønnen ved godt at han ikke har det godt. Det bliver værre og værre. Faren pruster slemt, så slemt at de tænder for tv’et i hjørnet for at få en anden lyd ind i rummet.

De første par timer kunne han trykke hænder, men nu er der ikke nogen reaktion.

Datteren har fortalt ham hvad han har betydet for hende. At hun ville vælge ham igen, hvis hun skulle vælge far i dag. Svigersønnen har sagt, at de fem år de nåede at kende hinanden, har han været som en egentlig far for ham. Det rører datteren dybt at høre. Der siges mange ord og det er smukt og alligevel mangler alt. Der er en tung og hjerteskærende stemning på stuen.

Natten går sin stille gang. Ofte går døren op og det er den dejlige sygeplejerske der kommer ind for at ordne lidt. Hun ryster farens pude og vender den. Hun tjekker at ilten sidder som den skal i næsen. Der er masser af juice og snitter. Hun er også kommet med dyner og puder til dem.

Faren får ofte en sprøjte med morfin.

Datteren spørger sig selv, hvorfor de ikke bare siger det som det er. Så går døren op og det er lægen. Han lægger hårdt ud.  “Din far er meget syg og gammel. Der er en ret stor risiko for at han vil dø af dette her.”

Tak for din ærlighed, tænker datteren.

Klokken tre om natten kommer lægen og siger, at han vil give faren et hjertedæmpende middel fordi pulsen ræser af sted. Det har noget med den prusten at gøre. Datteren og svigersønnen fornemmer at lægen og sygeplejersken kigger på hinanden.

Mon det er en hjælp så faren kan give op og få fred? Så desperationen kan forlade de tre anspændte kroppe i rummet? Så sorgen kan komme fri?

Der døses i rummet. Pludselig er det som om datteren bliver stukket af noget spidst. Som om underbevidstheden siger:”Du skal vågne nu!”

Det samme sker for svigersønnen. De ser begge på den døende far. Hans åndedrag er meget blødere nu. Ingen pibende lyde fra lungerne. Ingen kamp. Blot en lille trækning i kæben ved hver vejrtrækning. Datteren er ved at gå i opløsning af sorgen. Hun vil indprente sig ethvert indtryk af rummet. De mærkeligste detaljer er vigtige. Den lille hylde på væggen til højre over hovedgærdet. Tv’et. Vinduet. Sengen, med faren i. Kunne hun blot tage hans hånd, smile opmuntrende til ham og sige:”Nu tager vi på eventyr far, bare du og jeg!”

Han er så kær, så svag og indsunken og hun så magtesløs.

Hun tager hans hånd. Den er iskold allerede. Hun siger:”Far, du skal gå over nu, det er tid.” Hans svar er klart. Han gør som hun siger. Han dør.

Faderen 3.

Datteren drømmer igen. Denne gang står hun i en kø og venter på at blive ekspederet. Endelig er det hendes tur og hun beder ekspedienten om en udgave af faren. Ekspedienten siger:” Ja, så gerne, han fås nu også i en askeudgave.” Det er frygteligt og samtidigt helt rigtigt, at sidde ved sin døde far. Sygeplejersken pusler rundt, mens de venter på lægen, der skal erklære faren død.

Lægen kommer og laver undersøgelsen og selvfølgelig bliver faren erklæret død. Lidt kejtet får han kondoleret. Datteren ønsker i et kort vildt øjeblik, at lægen skal kigge på hende og forbavset udbryde: ”Jamen, han er slet ikke død!

Sygeplejersken spørger om ikke de vil have farens tøj og ting med hjem nu. Det takker de ja til. Hvorfor vente?

Datteren husker otte år tilbage i tiden til morens død. Åh, de forbandede poser med ejendele. Det er jo ikke til at holde ud.

I de tidlige morgentimer kører de ned til hotellet. Poserne står på bagsædet. Datteren har lyst til at krybe ned og indsnuse duften af farens tøj. Hun har det som da moren døde, dette sker ikke, det er uvirkeligt. De skulle jo komme ind på hospitalet og sige hej. De skulle kramme ham og fortælle ham, at de ville komme igen i morgen. De skulle så meget og se nu hvad det er endt med. Farvel på syv timer.

De ligger på sengen og ser ud som om de sover. De er helt udmattede. Datteren kæmper med uvirkelighedsfølelsen. De står op og går ned og spiser lidt. Er lykkelige for, at de er alene. Hun græder næsten konstant. Han prøver at lade være. Han har fået ringet til et begravelsesbureau, der kommer en bedemand klokken tre.

De taler med bedemanden, som er en kvinde. Hun er vældig rar. Hun siger til datteren, at det er i orden at græde. Så det gør datteren og svigersønnen svarer så godt han kan på spørgsmålene om hvordan og hvorledes de ønsker det.

Faren har altid sagt, at der bare skulle være én rose på kisten, for blomsterhandlerne skulle ikke tjene på ham. De har altid grinet, når han sagde det.

De har aftalt, at der skal være en annonce i avisen. Svigersønnen husker så mange detaljer og datteren er taknemlig for hans uvurderlige støtte og gode hukommelse.

Dagen efter er de til samtale hos begravelsesbureauet. Her aftaler de, at der skal være en mindestund på kapellet to dage senere. Det er ellers ikke meningen, men der er flere der har tilkendegivet hvor ondt det gør dem at høre om farens død og at de gerne vil have mulighed for at vise den sidste respekt. Det varmer.

Datteren har det som skulle hun til eksamen på dagen. Farens sambo og hendes nærmeste, skal se faren i kisten før mindestunden. Datteren sidder med et lommetørklæde knuget i hånden. De har ikke ønsket at se faren igen. Kan ikke. Behøver ikke, det gør ondt nok.

Bedemanden siger: ”Så er det tid, er du klar?” Datteren nikker. Hun kommer ind i et smukt pyntet rum, hvor hans kiste står i midten. Der er kommet mange mennesker og alle har lagt én rose på kisten. Det er så smukt. Hun går hen til kisten og mærker forsigtigt på det hvide træ.

Uvilkårligt begynder hun at tale til ham. Fortæller ham, at han må finde sig i, at han var populær og deraf de mange roser. Der er mange historier hun fortæller fra hans lange og sjove liv. De smiler ad historierne.

Hun ved ikke hvor længe de er der inde, men det er vist lang tid. Da hun synes det er tid at slutte, fatter bedemanden det med det samme.

Datteren tænker ikke. Er følelsesløs. Fastfrosset i øjeblikket. 

På en eller anden måde kommer farens kiste ind i bilen. Alle roserne er så smukke. Bedemanden giver hende hånden og sætter sig ind i vognen. De skal køre op til krematoriet, hvor det endelige farvel venter.

De ruller kisten ind i et lille indelukke, hvor der er levende lys tændt i store stager. Her bliver de ladt alene, hende og manden. De står tæt sammen og tænker på faren i kisten. Det er svært at gå. At forlade. At tænke på hvad der skal ske. De taler til faren. De fortæller ham endnu engang, at han bare var bedst og at savnet af ham vil bestå for altid. De går ud til de ventende venner.

Faderen 4

De bliver i Norge til dagen efter mindestunden. De kan ordne resten fra Danmark. De sidder i flyet. Stewardessen kan godt se, at datteren er ked. De får både vin og champagne. Datteren skyller det ned. “Skid hul i det hele” tænker hun. Hun veksler mellem at føle en form for begyndelse på resten af sit liv og at det hele ikke betyder noget som helst. Lige nu føler hun det sidste i hver en fiber af sin krop. Kroppen gør ondt. Hjertet gør ondt. Da flyet letter siger manden:” Nu kommer vi op til ham.” Men datteren kan ikke mærke noget.

Det bliver værre og værre. Da de lander i Kastrup, kan hun næsten ikke gå. Hele kroppen værker og hovedet dunker. Datteren tænker: ”Mon jeg er ved at blive syg?”

Hun insisterer på at tage med op til morbroderen og fortælle om farens død. Hun synes ikke manden skal gøre det alene. Det er hendes far og hendes morbror.

Hun bliver selvfølgelig syg, med høj feber og det hele. Efterårsferien tilbringes i sengen i sommerhuset. De tager derop dagen efter de kommer fra Norge. Alle farens personlige ting og sager ligger rundt omkring på bordene hjemme i lejligheden. Hun magter ikke at tage stilling til noget. Sådan var det også da moren døde. Der lå tingene og flød i måneder efter. Hun samlede en bunke og så lå den bare dér. Af en eller anden åndssvag grund lå bunken på gulvet og det lykkedes hende at smadre to pæne glas.

Denne gang er det mere fornuftigt med bunkerne på bordene. Men smerten er den samme.

De hygger sig så godt de kan. De tager ud at spise og snakker med hinanden. Drikker i spandevis af rødvin. De mindes og savner. Datteren kan slet ikke se sig selv komme tilbage til den virkelighed hun forlod. Hun vil helst bare blive i sommerhuset.

Hun gyser ved tanken om jobbet der venter. Skænker et glas til. Gemmer virkeligheden til en anden god gang.

Faderen 5

Manden føler sig klar til at starte på sit job om mandagen efter efterårsferien. Det gør hun virkelig ikke. Hun forbliver sygemeldt. Går rundt i lejligheden og kigger på tingene. Aer dem og sender fingerkys til billederne af faren. Kan det virkelig passe, at billederne ikke mere hænger på væggene i den tilrøgede lejlighed i Norge? De her billeder må være en kopi, ja, sådan må det hænge sammen. Det vælger hun at tro på.

Lejligheden i Norge ser ud nøjagtig  som den hele tiden har gjort og lige midt i det hele sidder faren. De ringer på døren. Der går en rum tid, så bliver dørtelefonen svaret med et: “Jajaaa!”

Hun elsker bare at høre det. Han åbner og de går op ad trappen.

De går bare selv ind for faren har allerede sat sig i sin stol igen. Han sidder og ryger på en cigaret. De bestiller altid et værelse med badekar, for når de kommer tilbage til hotellet har de brug for et bad, grundet lugten af røgen.

Faren er blevet så kærlig på sine gamle dage. Han kysser meget mere end han nogensinde har gjort. De er så nære. Hver gang hun ser hans rynkede, smukke ansigt og de glade øjne, gløder hendes hjerte. Han ser næsten ingenting mere, men hun ved, at han fornemmer hendes glæde. Hun elsker ham så meget. Det er som om alderen har blødgjort ham.

Selvom hun stadig er ung i forhold til ham, så mærker hun ændringen i sig selv.  Kan ikke engang se en tegnefilm om en hest uden at tudbrøle. Gad vide hvad det er der sker?

Hjertet svulmer og følelser bliver mere intense. Det er okay. Manden griner med hende, når hun sidder dér med sin kleenex og vander høns, men hun siger:”Bare vent, det vil også ramme dig en dag.” Det er han nu aldrig i tvivl om.

Hun har ofte brug for at græde, når hun er sammen med faren, men hun venter altid til de er tilbage på hotellet. Faren er meget opmærksom og hun vil for alt i verden ikke gøre ham ked af det. Det er hjerteskærende at se, hvordan han sidder og fumler med tingene. Han er stort set blind. Det er svært at sige, at det ikke betyder det store, for det er jo løgn. Han har altid elsket at se tv, især sport. Nu er det blot en udflydende og tåget masse. Hun ved, at det er et kæmpe savn for ham. Hun tænker ofte: “Kunne jeg blot give ham synet tilbage og fjerne alle de andre skavanker.” Men det er desværre ikke en mulighed.

Hun sidder og ser på billedet af ham. Gode gud,  hvis hun ikke havde været der og holdt hans hånd. Hvordan mon det så havde været nu? Hun tør næsten ikke tænke tanken til ende.

Faderen 6

De sidder i retssalen. Han, lille, tynd og udmagret. Hun, med et jaget udtryk i øjnene. Forsvareren siger:”Hvorfor vil I have ham dræbt?” Anklageren: “Fordi han er gammel og syg og en enorm udgift for samfundet. De ressourcer der lægges her, kunne bruges langt fornuftigere.”

Hun skæver til juryen. Deres ansigter er udtryksløse. Han sidder bare og hænger, ligner nærmest en der allerede er død. Hun vil så gerne beskytte ham mod ligegyldigheden, men hun tør ikke engagere sig yderligere. Hun spår ham ikke mange chancer.

Diskussionen bølger frem og tilbage. Det er ikke til at forudsige resultatet. Hun er blevet hørt, men der var flere der vendte øjne, da hun kom til at græde. Han er jo hendes far og det blev for meget for hende i vidnesskranken. Ham vil de ikke høre. Man har ingen eksistensberettigelse når man ikke yder noget mere. Livserfaring? Glem det!

Der er lige mange mænd og kvinder i juryen, men de er meget unge. Hun frygter ærligt talt det værste.

Anklageren:”Dette her samfund er alvorligt belastet, af blødsødenhed. Hvor mange kan vi huse? Hvem skal betale? Ja, han er da en pæn mand, men det koster altså alligevel.”

Forsvareren:”Jeg hører hvad du siger, men her er trods alt en engageret datter.”

De taler videre. Hun fornemmer at faren er træt og tørstig og skænker et glas vand til ham. Taknemmeligt tager han det og drikker. Hun skænker påny. Tager også selv et.

Pludselig lyder dommerens hammer. Juryen har trukket sig tilbage og om et par timer vil dommen foreligge. De har hans rollator med og går en tur i domhusets have. Han går usikkert. Hun er usikker. Minutterne snegler sig afsted. Hun ville give meget for at være en flue på væggen derinde hos juryens medlemmer.

De bliver kaldt ind. Hun får hjulpet ham ned at sidde. Dommerens hammer lyder igen. Han siger:” Er juryen nået frem til en beslutning?”

“Ja og beslutningen var enstemmig”

“Indklagede dømmes til døden inden for to hverdage. Indklagede har selv ret til at bestemme hvorledes det skal foregå, men erfaringen siger, at et nakkeskud skulle være det mest humane.”

Hun skriger og prøver at rejse sig, men hele rummet snurrer rundt. Hun må sætte sig. Hun ser gennem tårer på sin elskede far, han synes ikke rystet, nærmest en smule ligeglad.

Det er så frygteligt at drømme sådan.

Faderen 7

Det er begyndt at aftage. De hæslige drømme. Hun ved heller ikke om hun ville kunne klare at drømme sådan i længden.

Efterhånden er det hele faldet på plads, der er ikke flere opgaver at ordne.

Nu er der ikke flere forældre der kan dø og hvad værre er, der er heller ingen forældre at ringe til. Det skaber et tomrum af dimensioner.

Hun elskede at komme hjem og se telefonsvareren blinke. Så stemmen i røret:”Det er far der har ringet.” Hun fatter ikke, at hun aldrig skal høre det igen.

Hun føler hun står alene med det. Selvom hun har sin dejlige mand, så er det hendes far der er død og det faktum står hun rent faktisk alene med.  Hun havde en del af farens ting  med hjem, som hun ønskede at have i sit liv, som et minde, men hun husker udmærket fra morens død, at der er en periode hvor det må flytte til kælderen.

Der har været mange ufølsomme bemærkninger. Det er nok det der har overrasket hende mest. Hun troede, at hun skulle have kærtegn og trøst i overflod, men det er ligesom udeblevet. Hun har mest hørt, at det jo var naturligt at han døde og at han var gammel. Det er som om sorgen ikke er legal på grund af farens alder. Det forstår hun ikke.

Hun ved, at hun har været for dygtig til at spille spillet. Grine når nogen sagde noget sjovt. En indstuderet åndssvag og  ligegyldig latter.

“Ja, ha ha, hvor var det dog sjovt, nu har jeg aldrig, hvor er du morsom!” og den slags. De troede alle sammen, at hun var igennem, men det var hun langtfra. Faktisk troede hun det også selv, man kan bilde sig meget ind.

Hun er klar over, at hun er ved at trække sig ind i en skal af sorg  Hun opsøger professionel hjælp. Hun har brug for et sted, hvor det er legalt at sørge selvom faren var gammel. 

Hun begynder hos en psykolog. Hun græder ikke, selvom det er tæt på flere gange. Til gengæld får hun virkelig fortalt om faren. Det er rigtig godt.

Hun mærker ikke lige først, hvor godt det er, men forbavsende hurtigt, føler hun sig meget bedre tilpas.

Hun troede ikke det var muligt at få mod på og lyst til at tage på arbejde igen, men pludselig har hun aftalt med psykologen, at hun starter den førstkommende mandag.

Hun har mod på arbejdslivet igen! Det er en stor sejr for hende.

Faderen 8

Det er syv måneder siden og livet leves. Det er et godt liv der leves her, det lægger hun ikke skjul på. Hun mangler ikke noget.

Der er selvfølgelig lige den syge morbror, men det må jo klares hvad enten hun orker eller ej. Heldigvis har hendes mand taget meget af det, men det gør meget ondt at se ham forfalde på den måde.

Nu er der kun begrebet far tilbage. Kassen i kælderen og en stump græs på askefællesgraven. Hun begriber det virkelig ikke!  Hun har en overlevelsesstrategi. Hun lukker lidt af for følelserne ellers bliver det helt ubærligt.

I næste måned har han fødselsdag og hun glæder sig til at skulle over på græsstumpen og lægge blomster. Hun ved godt at tankerne uværgeligt vil gå til samme tid sidste år, hvor hun og manden var i Norge og fejre farens halvfems års dag. Han var så sød i sin lyserøde skjorte, det klædte det helt hvide hår. Den lyserøde skjorte er kommet med hjem og den har manden arvet, ligesom han har arvet farens armbåndsur. De købte en ny fin rem til uret og nu hjælper det manden med at holde styr på tiden.

Hun elsker når han tager den skjorte på. Det er ikke fordi synet minder hende decideret om faren, men der kommer et varmt minde i kroppen og det sætter hun højt. Hun er lykkelig for, at manden havde lyst til at arve de ting, selvfølgelig havde det gået uden, men det er rart det blev sådan.

Faren vil altid være i hendes tanker. Han vil aldrig blive glemt. Hendes kærlighed er evig. Så meget er sikkert.

Morbror I.

Den fireogfirs årige mand sidder og venter. Han venter på bilen der næsten dagligt kommer og tager ham med ud til dagcenteret. Her er han med til at lave mad, bage boller og meget andet. Han ved ikke hvorfor det er blevet sådan. Det er det bare. Hans søsters datter og mand sagde bare en dag, at nu gik den ikke længere. De virkede kede af det. Han var ikke ked af det, nej, han var fandme sur! Han har altid sat en ære i at være alene. Han har aldrig brudt sig om alt det renderi hos hinanden. Pludselig må han finde sig i konstante besøg fra hjemmeplejen, og så det her dagcenter. Det er for demente.

De siger allesammen, at han har Alzheimers. I starten kunne han ikke tro, at det var rigtigt. Ville ikke tro det. Men som tiden er gået, er han blevet lidt ligeglad. De kan kalde det hvad de vil. På centeret får han nu rigtig god mad, som Mutter lavede den! Han er glad for sin søsters datters mand, som hjælper ham med alt det han ikke mere kan finde ud af. Det var svært at slippe kontrollen, at lade en anden tage over.

Nå, der er hun jo! Den søde kvinde der skal hente ham. Hun er altid fuld af skæg og ballade og det er han altså lidt fascineret af, men det er der jo ingen der behøver at vide.

Morbror. 2

Han fik diagnosen for to år siden. Han har talt med hende om det. Søsterens datter. Han ønsker ind imellem, at de ville skride ud af hans liv. Hende og hendes dumme mand. Men han tænker det kun i stilhed. Tror ikke de mærker det. Bare tanken om at de forsvandt gør ham rædselsslagen. Girokort og breve fra offentlige instanser gør ham ude af sig selv, han fatter ikke hvad der står. Det hjælper manden ham med.

I starten af alt det her havde han hallucinationer, sådan nogle frygtelige nogen. Det endte med en lang hospitalsindlæggelse. Nu får han medicin der holder dæmonerne på afstand. Han venter. Han ved ikke mere, at han venter på døden. Demensen er på en måde hans ven nu. Der kan gå lang tid endnu før han skal møde døden. Det er der ingen der ved.

Han bor i sin lejlighed. De talte varmt for en plejehjemsplads, men det kunne de godt glemme. Han er ikke plejehjemsmateriale. Det er for syge mennesker.

Der kommer mange forskellige mennesker i hjemmet. Han klarer det flot, siger de. De taler ofte om, at han er en værdig mand og at de respekterer ham meget. Hvad skal han nu bruge de oplysninger til?

På dagcenteret kalder de andre ham Prins Philip. Ham fra England. De griner og siger, at han ligner ham. Så kan han alligevel ikke lade være med at grine med.

Han ved hvordan det er at være fængslet. Han føler sig fængslet i sit liv nu. Han siger ofte til hende og manden, at de kan trods alt gå deres vej, mens han har udgangsforbud. Tænk, han må ikke gå ud alene. De er bange for at han ikke kan finde hjem. Sådan noget forbandet sludder, han bliver sgu vred når han tænker på det.

Hans vrede forsvinder hurtigt igen, men det ved han ikke noget om.

Hun kom og fortalte om hendes fars død. Han har altid syntes godt om hendes far. Hun har sin girokortmand med, og han spørger om hvordan han vil have det den dag han selv dør. Med hensyn til kremering/begravelse og bagefter gravsted/fællesgrav. Det kan han godt svare på. Han vil ligesom hendes far kremeres og i fællesgrav.

Så spørger hun om han ønsker at ligge det samme sted som hendes mor ligger og hendes far er på vej til.

Hans svar griner de altså meget af: ”Ja, tror du jeg skal ligge ude i galaksen?”

Morbror 3.

Det er slet ikke sjovt. Det bliver bare mere og mere tåget. Som om nogen har puttet tusind gram vat ind i hovedet. I starten var det nok nærmere halvtreds gram, men det vokser. Hvad skal han gøre? Han kender ikke svaret  på det spørgsmål og heller ikke ret mange andre.

Han har arbejdet som ingeniør i næsten fyrre år. Han er en enspænder. Da han havde jubilæum på jobbet ville de holde en fest, men han fik sagt, at det skulle de ikke prøve på.

Sådan noget pjat, en fest? Han passer blot sit arbejde. De købte alligevel en grøn plante. Den stod på kommoden i mange år efter. Til sidst var den ikke så pæn mere, men han værgede sig ved at smide den ud. Hvorfor husker han ikke.

Hans ene søster bliver syg. Sukkersyge. Han hjælper hende. Tager derned efter arbejdet hver dag, også i weekenden, han hælder piller op til hende i den rette dosering. Det mangler vel bare.

Søsteren er ikke så flink til at passe på sig selv og spiser alt for meget af

det forkerte. Sukkersygen får et godt tag i hende. Han hælder piller op i en uendelighed. Søsterens ene fod bliver noget skidt. Der går koldbrand i den og hun får fjernet to tæer. Nyrerne har det heller ikke for godt. Hun er et sødt menneske, søsteren, men hendes hang til flødeskum bliver vejen til enden.

Den er helt gal med nyrerne nu. Hun får rigtig kost på hospitalet, men det er for sent. Hun dør af nyresvigt. Se nu til som han arbejdede med alle de piller og så døde hun alligevel. Det var sikkert en lægefejl. Man dør da ikke så tidligt?

Han tænker ikke på, at hun spiste sig i døden. Han tror ikke helt på den slags. Han er atletisk bygget og har det let med vægten. Kvinderne i familien er dødtrætte af hans moralprædiken. “Det er let nok at sige, når man har form som et skide termometer” siger de. Men han ved nu alligevel bedst.

Han lever sit liv efter en snor. Så ved man hvor man har det. Han tænker ikke over det, det er bare noget han gør. Sådan har det altid været. Han er mors dreng. Det har han altid været. Mutter fik ni børn og han var hendes yndling. Det siger hans søskende. De er ikke særlig vilde med Mutter, men det forstår han ikke. Hun har altid sagt, at ingen piger er gode nok til hendes dreng og derfor har han også valgt at leve alene. Han kan nemlig godt selv bruge sine penge og kvinder er også så glade for det blomsterpjat, så det er som det skal være.

Morbror 4

I den stue hvor han sidder, har han siddet i otteogtres år. Her boede Mutter og Fatter. Han er ud af en børneflok på i alt ti. Dengang fik man mange børn. Han husker under krigen. Flere  gange om ugen lå der en appelsin på puden i hans seng. Det var ellers ikke til at få. Men Mutter kunne. Hun kunne dog ikke få så mange, så han var den eneste der fik. Det må hænge sådan sammen. Hans søskende er ikke enige. De siger Mutter gjorde forskel, men det kan ikke passe.

Han kan altid ringe til søsterens datter og hendes girokortmand. Det benytter han sig meget af. Det er godt hun er gift. Hun er nu god nok, men det er bedst med en mand til det praktiske. Hun siger, at han altid har været fantastisk til at vælge smukke blomsterbuketter, men hvad hjælper det, når han har brug for at få afkalket vandposten. Det irriterer ham grænseløst, at de siger, at hjemmehjælpen kan ordne det. Han er vant til at have værktøj i hånden og hvis han vil skrue hele lortet fra hinanden, så rager det vel ikke det pak.

Kors, han kan blive så tosset når han husker begrænsningerne der langsomt men sikkert overtager hans liv.

De behandler ham som et hjælpeløst barn. Han bliver ydmyget og talt ned til uafbrudt. De griner ad ham.

Han siger det ikke til dem, men han ved det bare. De har deres på det tørre. De er på den rigtige side af plankeværket. De har medbestemmelse og ret til at vælge. Hvad har han? Mulighed for at vælge mellem Tena-bleen eller et andet mærke?

Det ringer på døren. Det er madleveringen. Det er hakkedrenge. Hurra, det elsker han.

Morbror 5

Han ringer til dem hele tiden. Heldigvis er deres nummer kodet ind i telefonen, så han skal bare trykke på en knap, det er vældig smart. Det bedste er, at hendes girokortmand kommer rendende næsten med det samme, når han har ringet. Det er rart sådan at kunne styre det hele fra telefonen. De kommer ofte forbi med kage, det synes han er stort. Han kommer nemlig fra en familie der forstod at værdsætte en god kage. Det kan man nu også godt se på hende, hun er godt i stand. Girokortet er derimod nærmest en splejs.

Han er vældig tilfreds med sig selv. Han kan narre dem til at tro, at han ikke fejler en skid. Hæ hæ, der er ikke mange hjemme dér. Det mærkelige er, at når han er lykkedes med at fortælle dem, at det er skandaløst som lægerne fylder ham med unødvendig medicin, så ser de slet ikke overbeviste ud.

De ser nærmest triste ud. Hun ved ikke altid hvad hun skal sige, det kan han da se. Det må være fordi, hun ved at han har ret.

Han vidste det! De har narret ham til at tage livsfarlig medicin i halvandet år. De skulle fandeme sagsøges.

Pludselig kigger han på hendes trøje, den minder ham om noget. Jo, det har da været hendes mors. Han synes den er vældig pæn og siger det til hende. Hun er ikke sen til at tage muligheden for et stemningsskift op, men det mærker han ikke noget til. Den trøje, den husker han og hun ser så vældig begejstret ud. Det gør ham glad, så har dagen alligevel ikke været spildt.

Morbror 6

“Det er ikke rigtigt det I siger!” Kors hvor er han vred. Girokortet påstår at han har masser af penge i banken, men det er jo en lodret løgn. Han kan se hvordan der lyves for ham lige op i hans åbne ansigt.

Han sværger ved sig selv, at han må gribe ind, gøre noget. Følelsen hænger ved længe. Fem minutter senere kommer buddet med dagligvarerne og han åbner døren i højt humør. Han ved ikke at han har været vred, det er faktisk længe siden han har haft den følelse.

Girokortet ringer for at høre om der er nogen regninger eller noget han ellers kan gøre. Godt han ringer for der er faktisk kommet et indbetalingskort  med tv-licensen. Det er godt nok blevet dyrt med det tv. Han tænker på, om han mon har råd til at fortsætte med det.

Han tænker ikke mere over det når girokortet har gjort sin pligt og hentet indbetalingskortene. Han ved end ikke at der har været noget at hente.

Han fik tre julekort. De ligger ved telefonen. Det var nogen fra familien. De skrev de ville komme og besøge ham i det nye år. Han kan ikke huske, at de har været der.

Maden er god, den er en kilde til evig fornøjelse. Se, det er en god grund til at leve!

Henne på daghjemmet er det altså helt fantastisk hvad de kan bikse sammen af lækkerier. Han vil ikke give dem for mange pæne ord med på vejen, for så bliver de måske skidt vigtige og hvem gider høre på det?

Men han elsker at være der. Hvornår mon det er tid igen? Der er vist nogen dage han ikke er på daghjemmet, men det ved han ikke noget om.

Han tænker i det hele taget ikke så meget over noget mere. Det er ligesom en linie det hele bare kører efter og han kan ikke gøre andet end at følge med linien. Så det gør han. Er det mon et godt liv? Er det mon et liv? Sådanne tanker har han slet ikke, det overlader han  til de andre, de er sikkert også bedre til at tage stilling til den slags.

Morbror 7

Tiden går og går. Han har fået en såkaldt visitator på halsen. Visitator eller diktator? Han ved det ikke. Hun kommer på besøg en dag. Girokortet og hans kone er der også. Diktatoren sætter sig på gulvet foran ham. Han håbede ellers på, at hun ville forstå budskabet i, at han havde sat sig i stolen længst væk fra sofaen, men næh nej, hun skal helt tæt på! Han vil ikke se hende i øjnene og heller ikke de andre, så han studerer gulvtæppet indgående. Rummet sitrer af stilheden. Så begynder hun at tale. Hun fortæller ham, at hun har et tilbud til ham. Ligesom ham der dyne Larsen i tv!

Han fornemmer instinktivt, at han ikke kan bruge hendes skide tilbud til noget, men han vover alligevel ikke at sige det højt. Tilbuddet går ud på, at han kan få en ny lejlighed nede i stue plan og hjælp til det hele hver evig eneste dag.

“Hvis det er plejehjem man er ude på, så kan det skrinlægges på stedet”, siger han med hård stemme. De andre siger ingenting. Nu lægger hun hånden på hans knæ og han mærker varmen gennem buksestoffet. Af en eller anden mærkelig årsag, kan han ikke få sig selv til at bede hende flytte den hånd, så den bliver liggende.

“Gad vide, hvor mange tråde der blev brugt til at væve dette gulvtæppe, mon 1 million er tilstrækkeligt eller skal vi endnu højere op?”

“Hører du hvad jeg siger?” spørger hun blidt.

Det er nok snarere 2 millioner, bliver han enig med sig selv om, for det er et ret stort tæppe.

“Jeg deltager ikke længere i dette her”, siger han.

Der er meget stille i rummet og han fornemmer at de tre skæver til hinanden. Kvindemennesket bliver ved med at holde hånden på hans knæ og han må modstå trangen til at ryste den af.

Hun siger:”Det er helt i orden, du har det sådan. Det er blot mit arbejde at sørge for, at du ved du har muligheden, hvis du en dag får lyst til at flytte”.

Bla, bla, bla, kunne den kælling dog ikke snart skride og tage de to statister med der sidder ovre i sofaen?

Alle har alligevel forrådt ham, han troede de mente det så godt på daghjemmet, men virkeligheden er altså den, at de bare har gået og ventet på at han skulle bryde ned, så de kunne få ham placeret som en anden museumsgenstand. De to i sofaen er alligevel de værste! De har hjulpet og støttet og ringet og været der for ham, men det var altsammen med bagtanker. De ville blot af med ham og har gået derhjemme og jublet ved tanken om dette besøg.

Aldrig i sit liv har han følt sig så alene og så bange. Kan de mon tvinge ham væk fra lejligheden?

Han må samle sig, udvise mandsmod! Han rejser sig op fra stolen og siger: “Nu vil jeg gerne være alene, jeg må tænke”. De rejser sig alle tre og siger samstemmende: “Det er helt i orden”.

Da de er gået står han modløst på gulvet og stirrer ind i væggen. Han husker ikke hvordan han kan komme i gang med at tænke.

Morbror 8

Han sidder bare dér i stolen. Han er totalt initiativløs, apatisk. De kommer og henter ham til daghjemmet og så går han pænt og nydeligt ned ad trappen. Når de afleverer ham går han ligeså pænt og nydeligt op ad trappen igen. De kommer om morgenen og tager ham op af sengen og de kommer såmænd også og putter ham i sengen om aftenen. Han får også bad regelmæssigt, så står han pænt på badeværelset og bliver vasket af en hjemmehjælper. Han har helt mistet tidsfornemmelsen og dagene, årene ved han ikke mere hvordan fungerer. Det er heller ikke altid han kan huske at trykke på knappen til hende og girokortmanden, men han irriteres ikke over det mere, for han kan ikke huske så langt som til at blive irriteret. Han er ikke sikker på at det her er så galt endda, for han ved ikke om, at det nogensinde har været anderledes. Er han mon egentligt syg? Det ved han virkelig ikke. Har han mon givet op? Det aner han ikke. Livet flyder i ét, skygger bliver til tåger, som han sidder og kigger på, men han føler intet ved det mere.

De hader hvert minut af det!

Han har været faldet flere gange. Den ene gang var det ret alvorligt og han var lige ved at blive indlagt til observation. Hun og girokortet blev ret vrede for de opdagede det ved en tilfældighed, det var daghjemmet der fortalte dem det da de ringede i et andet ærinde..

Det står i loven at man skal blive længst muligt i eget hjem og det er jo for så vidt også en smuk og rigtig tanke. Der står også, at den syge borger selv skal sige ordene: “Jeg vil gerne på plejehjem.” Alt sammen vældig smukt i den perfekte verden, det er bare ikke den verden vi bor i. Det sidder hun og girokortet ofte og taler om. De har også skrevet lange mails til visitator og hjemmeplejen, men man lægger meget stor vægt på lovens bogstav.. Kommunikationen er gået helt skævt her på det sidste, visitator og hele kommunen står som en uigennemtrængelig mur og på den anden side står hun og girokortet. De er enige om, at det er som at slås en ulige kamp, de ved jo godt at de ikke kan ændre loven. De har været ret langt ude og må med skam erkende, at de har ønsket at han snart kunne dø af sin sygdom. Ikke fordi de ville af med ham, men fordi de finder det så ufatteligt uværdigt for ham at leve på denne måde.

Daghjemmet ringer en dag for at fortælle, at de mistænker, at han har en blodprop i hjernen. Han sidder og hænger til den ene side. Manden spørger hvorfor i alverden de så ikke har ringet 112? Svaret er: “Nej, det er vist alligevel for meget, men det ville nok være en god idé hvis i tog ham til lægen.”

De sidder altså med ansvaret for om han kommer rettidigt i behandling for en eventuel blodprop i hjernen. Manden bliver så forbandet at han resolut ringer til skadestuen. Her taler han med en sygeplejerske og hun undrer sig temmeligt meget over det som manden fortæller. Hun siger at det er helt standard, at ved mistanke om blodpropper, så skal man indlægges på stedet. “Det kan jo være et spørgsmål om liv eller død” siger hun. Det mener manden også og vide.

Manden ringer til hjemmeplejen og spørger hvad de har tænkt sig at gøre. “Han skal til egen læge” siger de.

Dagen efter ringer hjemmeplejen og fortæller, at de har lavet en aftale med lægen fem dage senere. Lægen kunne ikke komme på hjemmebesøg, det skulle det være akut for. Hun og manden undrer sig. Det næste problem er penge til taxakørsel. Manden har forsøgt at få oprettet en taxabon ordning, men det har vist sig fuldstændig umuligt. De mener han har penge nok derhjemme. Problemet er, at morbroren gemmer pengene og så ikke kan huske hvor han har lagt dem.

Dagen for lægebesøget oprinder og hun sidder på sit job. Telefonen ringer, det er hjemmehjælpen. I et mildt bebrejdende tonefald fortæller han, at der ikke er penge nok til taxa og derfor kommer morbror ikke til læge i dag. Han siger:”Det er jo kun en lille indsats i skal yde” Hun siger ikke noget, er bange for at flippe fuldstændigt og aldeles ud i hovedet på den ellers så dejlige hjemmehjælper.

Dagen efter ringer hjemmeplejen og siger, at de vil prøve at finde en ny tid hos lægen, men så må i altså også sørge for at der er penge! De kigger på hinanden og bliver uden et ord enige om at det er helt og aldeles formålsløst at beskæftige sig med det.

Hun tænker tilbage på  de første fem måneder, hvor morbror var indlagt på psykiatrisk afdeling. Husker første gang de skulle møde lægen for at høre hvad han havde fundet frem til. . Lægen går lige forbi hende og hilser hjerteligt på manden. Hun har lyst til at prikke ham på skulderen og sige: “Hallo Karl smart, det er altså mig der er den nærmeste pårørende:” Hun beslutter sig dog for, at det tjener intet formål. De sætter sig ned og lægen begynder at fortælle. Han fortæller hvilken medicin de propper i morbror og hvorfor. Vi bliver informeret om, at morbror er ganske syg. På det her tidspunkt har han nogle forfærdelige hallucinationer, nogen med menneskehoveder i buskene og store hunde der forfølger ham.

Vi ved udmærket godt at morbror er meget syg. Herregud, det var jo os der fik ham med ud til hospitalet. Først ville han virkelig ikke høre tale om det, men som ugerne gik blev han mere og mere desperat. Han så hele tiden sin bil blive skilt ad og samlet igen nede på gaden, det skete flere gange daglig. Det var mellem fem og syv slavisk udseende mænd der gjorde det. Når de var færdige kom de op i lejligheden og satte sig ind i sofapuderne og så åd de alt hvad morbror havde i huset, så han var grumme sulten. Han turde dog ikke nærme sig køleskabet for han viste jo aldrig om mændene var ude i køkkenet.

Om natten kunne han bare ikke sove, der var så mange tanker og syner der sprang rundt inde i hovedet.

Manden er oppe for at se til ham den dag morbror kapitulerer. Han har ikke sovet i en hel uge og mad er det heller ikke blevet til for meget af grundet sofapude mændene. De står i entréen da morbror pludselig springer ind i væggen og værger for sig med hænderne. “Hvad sker der dog” siger manden forskrækket. Morbror siger: Jamen, du kan vel se ham, han står inde i frakken og han har en kniv!”

Morbror stirrer ulykkeligt på manden og siger: “Hjælp mig!” Manden er lige ved at græde, da han svarer: “Det kan jeg godt, men det betyder at du må flytte herfra for en tid.”

Morbror indvilger og de aftaler at køre ud på hospitalet dagen efter.

De bliver mødt af en sød yngre mandlig læge. Der er også en sygeplejerske. De sætter sig alle fem ned i lokalet og lægen lægger ud.

“Kan du fortælle lidt om hvorfor du er kommet her i dag?” Morbror har klappet i som en østers. Hun bliver lidt irriteret på ham. Tænker om han mon har tænkt sig at holde kæften lukket hele tiden.

Lægen lokker lidt:”Det var noget med nogle mennesker som ikke skulle være der?”

Morbror siger: “Nåeh, men det er jo blot min familie, det er der vel intet mærkeligt i?”

Hun må tage sig sammen for ikke at jage en albue i siden på ham.

Hun tænker dog kort efter: “Herregud, han er jo flov over det, hvordan ville du selv have det?”

Der går kun et kort øjeblik, så ryster morbror op med de slaviske sofapudeindvånere og vi ånder lettet op.

Lægen og sygeplejersken skæver til os og vi kan se de forstår hvorfor vi er kommet med ham.

Lægen siger efter lang tids samtale: “Vi vil meget gerne have lov til at indlægge dig, hvad siger du til det?”.

Morbror: “Det er jeg godt nok ikke meget for, hvor lang tid skal det nu dreje sig om?”

Lægen skæver over til os:”Måske omkring en fjorten dages tid”

Morbror indvilger modstræbende og det sidste vi ser til ham den dag er, da han trisser efter sygeplejersken ned ad gangen med sine tasker.

Nu sidder han der i sin lejlighed som han har gjort det i en menneskealder og venter igen.

For ham er det evigheder, men i realiteten går der ikke så længe. Morbror ryger frem og tilbage mellem hjemmet og indlæggelser. De fleste af dem sker fordi han falder i hjemmet. Den afgørende gang falder han på toilettes hårde stengulv kort efter at aftenvagten har været hos ham. Han er ude af stand til at komme op og senere får vi også at vide, at underboen har hørt nogle lyde hun ikke kunne bestemme, men det er morbror der har forsøgt at råbe på hjælp.

Desværre kommer morbror til at ligge på gulvet i 10 timer. Det giver ham lungebetændelse og da morgenvagten kommer er han svært afkræftet. Han er fuldstændig forvirret og der går ikke længe før han køres med ambulance til Hvidovre hospital.

Her får han væske og behandling og kommer nogenlunde til hægterne igen, men det er som om sygdommen har fået et stærkere greb i ham.

Vi er til et utal af møder omkring hans situation. Personalet på hospitalet er ikke i tvivl om, at han er færdig med at være i eget hjem og de er faktisk temmelig fortørnede over, at han kommer fra eget hjem. Ved indlæggelsen er de sikre på at han kommer fra plejehjem.

Morbror virker som om han har givet en smule op. Han trisser rundt med sin rollator og forlanger uafladeligt fyldte chokolader. Det er hvad hans liv består af nu.

Ved et af møderne skal der komme en kommunal sagsbehandler. Morbror kan ikke komme med til dette møde da han er for svag og sover hele tiden. Grunden til at mødet holdes alligevel er, at det allerede har været aflyst tidligere og sagsbehandlingen kan først komme videre når kommunen har været med ind over.

Det er en meget flink kvinde hende fra kommunen. Alligevel må vi sidde og høre på at hun forsøger. Forsøger at høre om muligheden for at han kan vende tilbage til eget hjem. Heldigvis er hospitalets repræsentant meget klar i mælet og får den mulighed manet i jorden med det samme.

Vi er rystede og ret vrede, men får at vide, at det skal de spørge om for at formalia har været overholdt.

Morbror kan kort efter dette overflyttes til en slags venteafdeling på et almindeligt plejehjem. Han er ikke begejstret, men personalet er flinke og vi kommer så meget vi overhovedet kan og besøger ham.

Da han har været der i 5 uger ringer telefonen en dag. Det er fra et plejehjem der har en plads til morbror. Det viser sig at være et super pragtfuldt sted. En eftermiddag kører vi ham ud for at se stedet og lejligheden. Han er noget skeptisk, men vi kan se på ham at han er klar over at slaget er tabt, der er intet alternativ.

Det skærer i mit hjerte at se ham stå der på dørtærsklen til sin nye lejlighed med en bekymret rynke i panden.

En helt vidunderlig forstander og masser af fyldte chokolader ser dog midlertidigt ud til at formilde morbror.

Vi indretter lejligheden så godt vi kan efter hvordan der så ud i hans hjem. Jeg finder masser af billeder og beslutter at lave en ramme fuld af mindebilleder fra hans ungdom. Vi er meget spændte den mandag han skal flytte ind og bliver ufatteligt glade da forstanderen ringer og fortæller at han havde sagt, at det hele var pænere end derhjemme. Desuden var han gået hen til billedrammen og havde næsten råbt: ”Næh, det er jo min gamle bil!”

Lige der var det som om en eksamen var overstået med super godt resultat!

Han får seks dejlige måneder på det plejehjem. Jeg planter blomster i den lille altankasse og jeg kan se, at han bliver glad. Når vi går tur rundt om bygningen siger han stolt:”Jeg er den eneste der har blomster i altankassen.”Jeg bliver så lykkelig hver gang!

I sensommeren begynder han at sløje af. Han får igen lungebetændelse og må på hospitalet.  Han får infektioner som ikke vil forsvinde igen. Vi er næsten fast inventar derude og trætheden bliver meget overvældende.

Til sidst ligger han officielt for døden og seks dage før han tager på sin sidste rejse, køber jeg lyngblomster til kassen.

Vi tager derud hver dag og taler til ham skønt han ikke mere kan respondere. Vi spiser hos ham og ser tv og indimellem lyder der et dybt suk fra sengen og vi tror hver gang, at nu er det øjeblikket.

Sådan går der otte døgn før vi bliver ringet op en nat og får beskeden at han nu har fået fred.

Det fik vi også. Fred til at mindes det pragtfulde menneske han var.